05. marts 2026
Martin Schaltz trak det længste strå i Vanderbilt
Opdateret torsdag den 5. marts: Martin Schaltz og hans hold, Rosenthal, besejrede Grossack med Dennis Bilde om bord ved Vanderbilt-turneringen i USA. De to hold mødtes i ottendelsfinalen, som sluttede med en klar sejr til Rosenthal. Grossack kom ellers bedst fra start og vandt første sektion af tre 32-24. Hen herefter stod der Rosenthal på det hele. Martin Schaltz og co. var bedst i både anden og tredje sektion og sluttede med en sejr på 150-115.
I kvartfinalen møder Rosenthal Overdeck, der - som de fleste hold i Vanderbilt - er godt besat med stjerner. Blandt andre sætter italienske Norberto Bocchi og portugisiske Antonio Palma sig til bordet.
Det blev desværre til exit for de to andre tilbageværende hold med dansk islæt. Sabine Auken og Roy Welland, der spiller for Lall, tabte til Shourie. Og Christian Lahrmann måtte sammen med holdet Andresen ned mod netop Overdeck. Vi må håbe, at Martin Schaltz kan revanchere dette nederlag på Danmarks vegne.
Kvartfinalerne spilles torsdag, og der skulle være en god mulighed for at ugle på RealBridge via dette link.
Resultater fra Vanderbilt er her.
- - -
Den prestigefyldte Vanderbilt-turnering er i gang i St. Louis i USA. En stribe danske topspillere deltager, og i ottendedelsfinalen mødes to af de bedste. Dennis Bilde og Martin Schaltz, som er makkere i den danske 1. division og på landsholdet, står over for hinanden som medlemmer af hvert sit hold. Dennis Bilde spiller med Agustin Madala på holdet Grossack, mens Martin Schaltz er makker med Chris Willenken på holdet Rosenthal.
Også Christian Lahrmann lever fortsat i turneringen. Christian Lahrmann spiller på holdet Andresen, som skal op mod Overdeck i ottendedelsfinalen. Sabina Auken og Roy Welland er ligeledes stadig med. Parret spiller på holdet Lall, der står over for Shurie i ottendedelsfinalen. Du kan se resultater og kampprogram her. En oversigt over alle deltagende hold er her.
Ottendedelsfinalerne spilles onsdag eftermiddag og aften dansk tid. Nogle af kampene fra Vanderbilt kan ses på RealBridge, men desværre ikke på BBO. Det vides endnu ikke, hvilke kampe der vises. Du kan ugle på RealBridge via dette link.
Vanderbilt er en af verdens største turneringer. Turneringen er opkaldt efter Harold S. Vanderbilt, som udviklede moderne kontraktbridge i 1925. Der har været spillet om Vanderbilt Trophy siden 1928, og vinderlisten indeholder en perlerække af bridgehistoriens største navne. Du kan læse mere her.


